Overnat centralt i det smukke Haderslev
– og dog tæt på naturen
Haderslev Vandrerhjem er et moderne vandrerhjem, med respekt for den gamle historie. Her bor du i historiske bygninger, der bl.a. har været kongelig fæstegård i 1700-tallet. I perioden 1911 til 1975 fungerede stedet som børnehjem, under Nordslesvisk asyl. Vandrehjemmet ligger helt ned til Haderslev Dam, og med kun 5 minutter til centrum er her den oplagte mulighed for både at være i by og på land, på samme tid.
Haderslev er omgivet af en meget smuk natur og emmer samtidig af sin 800 år gamle historie, med blandt andet Domkirken placeret højt midt i byen og vores store arkæologiske landsdelsmuseum.
Danhostel Haderslev byder på overnatning i 26 værelser af forskellig størrelse, lige fra enkeltværelser til det største med seks senge – de fleste moderniseret, med eget bad & toilet. Vi har mødefaciliteter for op til 60 personer.
Derudover tilbyder vi overnatning i hytter og på campingplads.
Vi glæder os til at byde dig velkommen på vores dejlige vandrerhjem, i det smukke Haderslev.
Venlig hilsen Helle & Flemming